Til vores mundtlige kurser anvender vi følgende niveauer (Skriftlige niveauer nederst på siden):
Begynder – uden kendskab til det pågældende sprog.
- Niveau A0 – begynder uden kendskab til det pågældende sprog.
Basisniveau:
- Niveau A1. Jeg kan forstå meget enkle ytringer, når folk taler langsomt og tydeligt. Jeg kan forstå enkle skriftlige sætninger, såsom nogle annoncer og opslag. Jeg kan føre enkle samtaler i et langsomt tempo, i et begrænset omfang, og med et begrænset ordforråd. Jeg kan skrive korte hilsner, samt udfylde formularer med personlige oplysninger. Jeg kan skrive meget korte tekster, såsom postkort, og kan udfylde en formular med personlige oplysninger.
- Niveau A1+. Jeg kan forstå små hverdags ord og udtryk. Jeg kan forstå sammenhængen i korte beskeder og meddelelser. Jeg kan læse korte tekster, samt finde bestemte oplysninger i diverse hverdagsbrochurer. Jeg kan udveksle mindre small-talk og vendinger omkring mig selv, min familie og mit arbejde. Jeg kan skrive korte beskeder og notater.
- Niveau A2. Jeg kan forstå de mest almindelige ord og udtryk, eks. oplysninger om mig selv, min familie og mit arbejde. Jeg kan forstå indholdet i korte og klare beskeder. Jeg kan deltage i en almindelig meningsudveksling af kortere varighed. Jeg kan læse enkle tekster, og forstå kortere skriftlige beskeder og breve. Jeg kan skrive enkle tekster, såsom breve og personlige notater.
- Niveau A2+. Jeg kan forstå hovedindholdet, når der bliver talt om almindelige dagligdagsemner, hvor sproget er klart og præcist, og kan deltage aktivt i samtalen. Jeg kan forstå hovedindholdet i radio- og tv-udsendelser, der berører aktuelle emner, eller emner med min personlige interesse, hvis der tales langsomt og tydeligt. Jeg kan forstå tekster, der er skrevet i et dagligdagssprog eller er arbejdsrelaterede. Jeg kan forstå indhold af almindelige personlige breve, og kan selv udfærdige enkle typer af breve, f.eks. et Takke-kort eller en invitation.
Mellemniveau:
- Niveau B1. Jeg har god forståelse for hovedindholdet i dagligdagsemner, samt for udsendelser i radio & tv, hvor der tales klart og tydeligt. Jeg kan forstå tekster i et hverdagssprog, eller dem med relation til mit arbejde. Jeg kan klare de fleste situationer, der opstår ved rejser i lande, hvor sproget tales. Jeg kan indgå uforberedt i samtaler om hverdagsemner, og kan fortælle en historie eller give et resumé af en bog eller en film. Jeg kan skrive en enkel og sammenhængende tekst, og skrive personlige breve, hvor jeg beskriver oplevelser og indtryk.
- Niveau B1+. Jeg kan forstå indholdet i samtaler om almindelige dagligdagsemner, samt forstå indholdet af f.eks. nyhedsudsendelser i radio og tv. Jeg har solid forståelse for dagligdagstekster og almindelige avisartikler, og kan referere indholdet af disse tekster og artikler. Jeg kan forstå lettilgængelige noveller og tekster, som eksempelvis visse blogs. Jeg kan ubesværet føre en almindelig samtale, samt redegøre for mine synspunkter om et givent emne på et rimeligt niveau. Jeg kan skrive tekster til dagligdagsbrug, og også enkle tekster om emner, der har min interesse.
- Niveau B2. Jeg kan forstå længere sammenhængende samtaler og oplæg, og kan følge med i en relativt indviklet ordveksling, forudsat at jeg har en pæn indsigt i emnet. Jeg kan forstå film, hvor det talte sprog er i en standard version, og er i stand til at læse undertekster på originalsproget. Jeg kan læse og forstå almene debatartikler, og de fleste moderne noveller og lettilgængelige romaner. Jeg kan indenfor et konkret emne fremlægge synspunkter for – og imod, og kan forklare løsningsmodeller på en problemstilling. Jeg kan skrive rimeligt detaljerede tekster, hvor jeg både forklarer mine egne synspunkter, samt giver udtryk for betydningen af disse.
- Niveau B2+. Jeg kan forstå lange mundtlige oplæg eller foredrag, der er bygget op i et rimeligt standardsprog, og er i stand til at forstå tv-udsendelser og film uden større besvær. Jeg kan læse almene lange artikler, kronikker, noveller og de fleste romaner, skrevet i et almindeligt hverdagssprog. Jeg kan samtale frit og kan føre en længere samtale på et normalt og ubesværet sprog. Jeg kan skrive hverdagstekster i et klart og forståeligt sprog uden de store vanskeligheder, og har et rimeligt indblik i den korrekte grammatik.
Avanceret niveau:
- Niveau C1. Jeg kan forstå lange foredrag, selv i et mere ustruktureret forløb, og forstår også indholdet, selvom der bliver talt hurtigt. Jeg kan forstå både film og tv-udsendelser uden større besvær, og har også god forståelse for indviklede sagprosatekster og litterære tekster. Jeg kan i overvejende grad forstå fagsprog, instruktionsmanualer og andre tekniske beskrivelser. Jeg kan udtrykke mig spontant og flydende mundtligt, uden større besvær, og kan bruge sproget fleksibelt og effektivt i sociale og arbejdsmæssige situationer. Jeg kan differentiere sproget på en måde, der skelner mellem og tilpasser sig modtagerne. Jeg kan fremføre en problemstilling, og afrunde med en konklusion. Jeg kan skrive klart og velstruktureret, hvori jeg detaljeret kan redegøre for mine synspunkter.
- Niveau C2. Jeg kan forstå alle former for talesprog og snakker sproget flydende, både når jeg hører det i direkte kommunikation, og når jeg hører sproget i medierne. Jeg kan forstå en indfødt, der taler hurtigt, og kan uden problemer læse næsten alle former for fagtekster, samt skønlitteratur. Jeg kan uden anstrengelse tage del i hvilken som helst samtale og diskussion, og vælge det passende ordforråd og udtryk. Jeg kan udtrykke mig flydende og nuanceret, med en stor grad af præcision, og er i stand til hurtigt at omformulere mig, hvis dette er nødvendigt i en samtale. Jeg kan redegøre med en effektiv og logisk struktur, som hjælper modtageren med at huske vigtige punkter. Jeg kan skrive varieret og formfuldendt indenfor alle genrer, og kan både udarbejde rapporter, analyser, og anmeldelser på en måde, hvor læseren lægger mærke til de vigtige punkter.
Derudover tilbyder vi skriftlige brevkurser i engelsk og fransk
-
- Skriftlig engelsk findes i 5 forskellige niveauer.
- Skriftlig fransk findes i 2 forskellige niveauer.
På tjenestestedet kan du henvende dig til den lokale sprogforening, der vil være dig behjælpelig. Du kan finde oplysninger om din lokale sprogforening HER